Dış Görünüş mü, Fikirler mi?

18 11 2009

Ewan 22 yaşına o sene basmıştı, kendinden emin çok zeki ve çok çekici bir genç adam olmanın asaletini taşıyordu. 10 gün sonra Kore’deki bir savaşa katılmak üzere İngiltere’den ayrılacaktı, hiçbir şeyden korkmuyordu ama duygusallığı nedeniyle, ülkesinden ayrılma fikri zor geliyordu ona.

Ağır adımlarla büyük kütüphaneden içeriye girdi, bir kitap alıp oturdu ve okumaya koyuldu. Gerçekten de çok güzel temalara değinmiş etkileyici bir kitaptı elindeki, ama daha da güzel olanı kitabı daha önce başkasının da okumuş ve bazı yerlere notlar almış olmasıydı. Okuyanın notlar aldığı bölümler Ewan’i da derinden etkiliyor, notları okudukça sarsılıyordu.

Kim olabilirdi bu?

Hemen kütüphane memuresine gitti ve daha önce kitabı okuyan kişinin kim olduğunu öğrendi. Holly adında bir kadındı, adresini aldı ve eve varır varmaz bir mektup yazdı:’Büyük Kütüphanede bir kitap okudum. Eklediğiniz notlar karşısında hayranlık duyduğumu belirtmeliyim. 10 gün sonra Kore’ye gidiyorum, sizi tanımak ve sizinle mektuplaşmak istiyorum. Cevabınızı sabırsızlıkla bekliyorum.

‘Holly’den olumlu cevap geldi ve mektuplar ardı arkasına yazılmaya başlandı. Her yeni mektupta birbirlerinden biraz daha etkileniyor, yüreklerini birbirlerine biraz daha açıyorlardı. 2 sene bu şekilde geçip gitti. Ewan ve Holly birbirlerine belki binlerce mektup yazmış, her mektuptan ayrı tatlar almışlardı. Ewan’ın ülkeye geri dönme zamanı gelmişti, son mektubunda Holly’i görmek istediğini yazdı.
‘Ancak seni tanıyabilmem için bana bir resmini gönder lütfen’ diye ekledi. Holly buluşmayı kabul etti fakat resmi göndermedi.

‘Resmin ne önemi var ki? Bizi ilgilendiren kalplerimiz değil mi? Yakama kırmızı bir çiçek takacağım.’ dedi.

Günler birbirini kovaladı ve Ewan ülkeye döndü. Trenden indiği ilk anda gözleri Holly’i aradı. Bir müddet bakındı, sonra kalabalığın arasından şimdiye dek gördüğü en güzel kadın belirdi. Uzun boylu, çok güzel, uzun sarı saçlı, masmavi iri gözleri ve mavi elbisesiyle muhteşem bir kadındı. Kadına doğru bir adım attı, ama yakasında hiç bir şey yoktu. Kadın gözlerine baktı ve ‘Merhaba denizci, benimle gelmek ister misin?’ diye sordu.

Tam o sırada güzel kadının omzunun üzerinden, yakasında kırmızı çiçek olan kadını gördü. Kısa boylu, şişman sayılacak kiloda, gri kısa saçlı, tozlu uzun pardösüsü ve kalın bilekleriyle öylece duruyordu. Ewan şaşkındı, az önce hayatında gördüğü en güzel kadından bir teklif almıştı ancak karşısında da yüreğine aşık olduğu kadın duruyordu. Kendini toparladı ve yanından geçen dünyalar güzeli kadına aldırmadan ilerledi. Elinde Holly’le birbirlerini tanımalarını sağlayan kitap vardı. Elini uzattı, ‘Merhaba Holly’ dedi gözlerinin içi gülerek.

‘Pardon’ dedi kadın. ‘Ben Holly değilim. Az önce buradan geçen sarı saçlı mavi elbiseli bayan yakama bu çiçeği taktı ve bunun hayatının sınavı olduğunu söyledi.

Sizi garın çıkışındaki cafe’de bekliyormuş.. .’





Lad os stoppe med at være “et glas” fremover

2 12 2008

29

En gammel bedstefar var nu træt af at høre på sit barnebarns brok – at han hele tiden var utilfreds med tingene og følte sig dårligt. En dag beder bedstefaderen sit barnebarn om at købe salt.
Da drengen, som var så ulykkelig over alt i verden, kom hjem igen med saltet, bad sin bedstefar om at putte en håndfuld salt i et glas vand og efterfølgende drikke det.

Drengen gjorde, hvad der blev sagt, men spyttede det ud med det samme.

Bedste faderen spurgte; “Hvordan var smagen?”.

Svaret var tydeligvis, “surt”.

Bedstefaderen smilte og tog fat i sit barnebarns arm og gik udenfor.

De gik lige så stille hen til søen og endnu engang bad bedstefaderen om at putte en håndfuld salt, men denne gang i søen og efterfølgende drikke noget af det.

Barnebarnet gjorde igen, hvad der blev sagt.

Bedstefaderen spurgte igen til sit barnebarn; “Hvordan var smagen”?

“Friskt” svarede han med det samme.

“Kunne du smage saltet”? Spurgte bedstefaderen.

“Nej”, svarede drengen.

Efter dette svar, sat bedstefaderen sig ved siden af sit barnebarn og sagde:
De sorger vi oplever her i livet er ligesom salt, hverken for lidt eller for meget. Sorgens mængde er altid den samme, uanset hvad. Men sorgens grad afhænger af hvad de bliver puttet ind i. Når du føler dig dårligt, så må du sørge for at de dårlige følelser du har i forbindelse med dine sorg skal gøres bredere – ligesom søen. Så stop med at være glas fremover, men prøv på at blive en sø i stedet for.





Træet

17 11 2008

Mine bedsteforældre bor i et gult træhus, de byggede for længe siden. De har en stor have, som de altid har brugt meget tid på. Blomster, træer og buske betyder en hel del for dem. De kender alle navnene og ved, hvornår de skal plantes ud, hvornår de skal vandes, og hvornår de skal plukkes. De snakker tit om planter og forærer venner, naboer og familier blomster og afgrøder. Sådan har det altid været.

Da de byggede huset, plantede min morfar et æbletræ nede bagest i haven.

Da  træet havde vokset i temmelig mange år, begyndte der at komme æbler på det. Mange æbler. Mormor lavede saft og syltetøj af æblerne.

Det var et godt æbletræ.

Men så skete der noget.

Det havde været en god sommer, og æblerne var store og fine.

De var lige klar til at blive plukket.

Men en morgen var træet ødelagt. Flere tykke grene lå på jorden. Min morfar fortalte, at det så uhyggeligt ud. Der kom aldrig til at vokse æbler på det igen. Træet ville dø…

….

Min morfar gik ind og overbragte det sørgelige budskab til min mormor. Derefter gik han hen til fagskolen. Der snakkede han med rektor.

Der blev taget affære, og efter nogen tid meldte tre unge knægte sig. De havde været på æbleskud og tingene kom lidt ud af kontrol.

De havde forfærdelig dårlig samvittighed.

Det var en drengestreg. Ikke nogen stor ting, men alvorlig nok.Et nyt æbletræ kostede 150 kroner.

Det blev aftalt at drengene skulle betale 50 kroner hver.

Drenegene skulle betale ugentlig sum resten af efteråret og hen over foråret, indtil det hele var tilbagebetalt, og de var gældfrie.

Hver lørdag stod drengene slukørede ved mine bedsteforældres dør og betalte. De sagde meget lidt. Rakte bare armene frem og lagde mønterne i min morfars store næve.

Han nikkede alvorligt og bekræftede dermed, at alt gik rigtigt til. Og sådan fortsatte det. Det blev vinter og forår.

I maj blomstrede haven igen, og de skulle snart have ferie på fagskolen. Drengene skulle rejse hjem og holde sommer. Da de kom for sidste gang, havde de taget deres fine tøj på. Det var lidt højtideligt for dem. De ringede på døren, og min mormor bød dem indenfor. Hun havde lavet kaffe og bagt vafler.

Drengene blev trakteret, de betalte det sidste afdrag og gav mine bedsteforældre håndtryk på det.

Sagen var ude af verden.

Drengene var lettede. De lyste op, og for første gang snakkede de lidt med mine bedsteforældre. De fortalte om skolen og om sommerferien. Deres ansigter var glade. Gælden var betalt. De var renset og kunne endelig løfte hovedet.

Efter et stykke tid rejste drengene sig for at gå. Der blev sagt farvel, og de var på vej hen mod døren.

Så rejste min morfar sig op.

Vent lidt, sagde han, der var en ting til.

Og drengene standsede. Min morfar gik over gulvet. Han gik hen til det store køkkenskab og åbnede det. Han stak hånen langt ind og fandt tre kuverter. Derefter gik han hen over til drengene og gav dem en kuvert hver.

Drengene forstod det ikke helt. De kiggede på hinanden. Så åbnede de kuverterne, og tårerne begyndte at løbe ned over deres kinder.

Min morfar havde givet dem pengene tilbage.

Min morfar fortalte, at han hele tiden havde tænkt sig at give dem pengene tilbage. Det handlede ikke om pengene, sagde han.





”……” Skriv hendes navn her

12 11 2008

 

rose_islamcokguzel

Hvis navn?

Personen som gjorde dig vred og ked af det..

Måske din ægtefælle.. Måske dine forældre..

Eller dine søskende, nabo, bedste kammerat..

Eller hvem end du har kær..

Skriv vedkommendes navn her; ”……” og tilføj;

”……” Hun er død! Er her ikke mere!..

Hun vil hverken komme på besøg, kontakte dig eller mødes med dig..

For ”……” er der ikke længere! Hun er død… Og vil aldrig vende tilbage..

Du må fremover tænke over hændelserne der fandt sted imellem jer to..

Se, hvor tomt og meningsløs fremtiden er..

Døden vil give anledning til at indse, at livet er forbigående..

Lige pludselig vil paradigmerne forandre sig..

Du vil stille spørgsmålene; ”Hvorfor?”… Hvorfor har jeg såret hende? Var det dét værd i dette korte liv vi har her i verden?..

Livet er kort..

Dem som forlader os, vender aldrig tilbage og vi vil for evigt sige ”gid” med sårer i hjertet

Sådan er døden. Den kommer lige pludselig og ligesom en skarp kniv ville den adskille vore verden..

På trods af, at vi ved kendsgerningen om at vi ALLE kan dø her og nu, lever vi som vi aldrig vil dø – eller føler at der jo endnu er lang tid til det..

Dog minder hvert sekund os; ”Døden finder sted og kan ramme alle uanset alder, køn, nationalitet, status”

Så, omfavn alle dem du har kær! Giv aldrig slip..

Tiden går- klokken slår!..

Dette er altså, ”At smage døden før døden rammer dig”..

Og derfor beordres der; ”Husk på døden”

Den der indser og bestræber på at leve livet med den tanke om at vi alle er dødelige, ville aldrig nogensinde sige ”gid” eller ”bare”..

Og…

Derfor må man altså dø, inden døden rammer én..

Ville et dødt menneske nogensinde lade sig påvirke af denne verdens fristelser?

Ville et dødt menneske lyve?

Ville et dødt menneske bære nag eller såre andre?

Ville et dødt menneske blive såret?

?

Lad os dø nu, inden døden rammer os i virkeligheden!





Indvandrer eller akademiker?

7 11 2008

Problemer med mangfoldigheden på det akademiske arbejdsmarked i Danmark

I løbet af de sidste år er der i Danmark som i de fleste andre vestlige lande kommet megen fokus på indvandring og integration, især når det gælder indvandrere fra ikke-vestlige lande. De mange bøger, artikler og rapporter, der bliver skrevet er med til at belyse et område, hvor der givetvis eksisterer nogle samfundsproblemer. Samtidig er det dog ofte med til at sætte en meget heterogen gruppe i én kategori og homogenisere den. Alle i gruppen er “indvandrere”, og behandles derefter på arbejdsmarkedet, i det sociale system og så videre. Det er imidlertid interessant at se på, hvad der sker, når man fokuserer på de akademisk uddannede indvandrere, og prøver at kategorisere dem som “akademikere”. Det viser sig nemlig, at den nationale identitet, der ligger i at blive kategoriseret som “indvandrer” er meget stærk, og overskygger den uddannelsesmæssige identitet, der ligger i at blive kategoriseret som “akademiker”.

Forestillingen om indvandrer på arbejdsmarkedet går som regel ud på, at der er tale om uuddannet, ufaglært arbejdskraft, hvilket altså ikke gælder for gruppen af akademikere.
Debatten har i Danmark været præget af alt for mange holdninger, og alt for lidt baggrundsviden. Det har i mange situationer bidraget til at cementere en forestillet forskel mellem “dem” (indvandrerne) og “os” (akademikerne) på det akademiske arbejdsmarked. Derfor stiller jeg spørgsmålstegn ved hvorvidt der er gode vidensmæssige forudsætninger for at tale om integration af akademisk uddannede indvandrere på det akademiske arbejdsmarked i Danmark. Er der forskel på de akademisk uddannede indvandreres kvalifikationer, alt efter hvor de oprindeligt kommer fra? Er der tale om et særligt problem, alt efter hvorvidt de har opnået deres uddannelse i Danmark eller i udlandet? Afhænger deres jobmuligheder på det akademiske arbejdsmarked af, hvor de kommer fra? Og endelig ser jeg på årsagerne til, at akademisk uddannede indvandrere åbenbart ikke har samme adgang til det akademiske arbejdsmarked i Danmark som deres kolleger med dansk baggrund.
Ved at forsøge at vende begreberne lidt på hovedet er det mit håb at bidrage til en debat, der baseres på viden, ikke kun på holdninger. Dermed kan det være, at det næste gang bliver lidt lettere at se igennem de socialt konstruerede forskelle, ind til kvalifikationerne.
Geografisk Institut 2002, 100 s. (speciale) Geographica Hafniensia C13
Bogomtale fra forlaget: