Grænseløse georginer

15 09 2008

Alle kan finde en georgine at holde af. Variationen i farver og former er nærmest uendelig og kan tilføje haven en iøjnefaldende farvelade eller bare en eksplosion af hvidt. Blomstens bygning er et teknisk vidunder, men den komplicerede blomst er uhyre nem at dyrke. Især hvis man dyrker den som en sommerblomst og glemmer alt om vinteropbevaring, fortæller hortonom Maren Korsgaard.


Georginer eller dahlia er efterårets ukronede dronning. En enkelt knold, plantet i foråret, står nu og fyrer et fuldstændigt uhæmmet farveorgie af, som et energisk fyrværkeri der først slukker, når frosten kommer.

Denne eksplosionsevne har i tidens løb givet georginen mange elskere, mens andre elsker at hade den. Den virker så overvældende, at det næsten er fornærmende mod resten af haven.

Georginer er dog et vidt begreb. Det er forholdsvis nemt at frøformere georginer, og fra en frøstand fremspirer massevis af nye krydsninger, altså nye sorter.

Den nye sort kan derefter opformeres ved deling af knolden, så pludselig står man der med et hav af nye georginetyper.

Indenfor de seneste 100 år er der navngivet og registreret ca. 50.000 georginesorter indenfor ca. 570 forskellige klasser.

Det siger næsten sig selv, at der skal et sjældent held til at frembringe en ny og anderledes sort. Garvede georginefolk kan ud af 1000 nye frøplanter måske finde tre sorter, som er interessante nok til at opformere.

Georginer varierer enormt. Blomsternes diameter går fra ca. fem cm til over 30 cm. Nogle planter bliver kun 30 cm høje, mens andre kan blive op til seks meter, sidstnævnte er arten Dahlia imperialis.

Farverne og formerne er utallige, dog mangler vi endnu at se georginer med helt rene blå eller sorte blomster. Den store variation er mulig, fordi dahlia-planten er forsynet med hele otte af hvert kromosom, den er såkaldt octoploid. Med den store variation turde der findes georginer, der kan besnære selv den mest forbenede georgine-fornægter.

Knoldene, der leverer de overdådige blomster, tåler ikke frost. Derfor må man enten grave hele molevitten op i efteråret eller lade frosten nedbryde dem og købe nye georginer næste år. Knoldene koster ikke mere end andre sommerblomster, så det behøver ikke blive dyrt at starte på en frisk hvert år. Men, er man først i georginernes vold, så nænner man ikke at lade samlingen forsvinde hver vinter. Man må altså grave dem op i efteråret og gemme dem et frostfrit sted vinteren over. Og det er en udfordring at få knoldene bragt levende gennem vinteren.

Nattefrost

Knoldene graves op, inden der kommer hård frost.

Den første nattefrost svider blomsterpragten af, men går ikke i jorden. Faktisk kan der gå mange uger fra vi oplever den første frostluft, til frosten faktisk går i jorden.

Når frosten har svedet toppen, klippes de visne toppe af, så der kun er ca. 20 cm stængel tilbage. Vent så længe som muligt med opgravningen, for knoldene har det bedst i jorden.

Først når der loves flere frostgrader, må man ud og redde knoldene op af jorden.

Start med at stikke med en spade rundt om planten i ca. 25 cms afstand, så alle sugerødder kappes over.

Derefter løftes knoldene op med en greb, og noget af jorden rystes af. Hver knold mærkes med navn eller i det mindste farve, og derefter flyttes knoldene til det frostfrie, kølige, tørre sted, som ingen moderne huse tilbyder.

En gammeldags kartoffelkælder er perfekt til overvintring af knolde. Hvis der blandt læserne er nogle heldige ejere af en sådan kælder, kan jeg kun opfordre til at oprette et »georgine-hotel« og udleje hyldeplads til trængende haveejeres georgineknolde. Det vil blive populært!

For de kælderløse er der dog andre muligheder for at bringe knoldene levende gennem vinteren.

En flamingotønde eller termokasse beregnet til vinteropbevaring af rodfrugter kan bruges. Læg georgineknoldene i den isolerede kasse og fyld efter med sphagnum. Sæt kassen i et isoleret, uopvarmet, tørt udhus og dæk kassen med vintermåtter, hvis der kommer frost i huset.

Store papkasser, flyttekasser eller lignende kan også bruges til de let tørrede knolde. Nogle har gode erfaringer med at opbevare kasserne i skunkrum. Der er normalt frostfrit, men dog ofte lidt varmere, end knoldene foretrækker.

Når man om foråret pakker kasserne ud, ligger der disse små mærkelige rosinagtige gnallinger der, hvor man pakkede saftspændte, svulstige knolde ned i november. Sådanne indtørrede knolde kan dog lives op igen i foråret. Lad dem trække i en trillebør med vand i et døgns tid, så er de klar til udplantning, og en ny blomstrende sommer er i sigte.

De seneste to vintre har mange georgineknolde overvintret på friland herhjemme. Vintrene har været så milde, at knoldene ikke har taget skade.

De overvintrende knolde begynder blomstringen meget tidligt, allerede sidst i juni og bliver noget større i løbet af sensommeren, end forårslagte knolde. Det er altså værd at satse på en naturlig overvintring.

Den største chance for god overvintring er på et tørt sted i haven, hvor jorden er veldrænet og gerne tæt på huset, hvor der er ekstra lunt. Dæk jorden med granris, løv el.lign. fra december til april. Så kan frost i en kortere periode ikke nå rødderne. Men får vi en fimbulvinter, bliver der brug for friske rødder fra planteskolen, det er et sats.

http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080914/MJM/739439251/1634

Reklamer

Handlinger

Information

2 responses

11 05 2009
Lene

er der nogen, der ved, hvad skal jeg stille op med mine knolde, som har spirer på 20 – 50 cm længde? – kan jo ikke plante dem….

8 06 2009
alifmim

Hej Lene, beklager jeg først nu svarer på dit spørgsmål. Umiddelbart ville mit bud være, at du kan gemme dem til næste år, og plante dem?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




%d bloggers like this: